NFBi - Netværk for forskningsbaseret brugerdrevet innovation - gennemfører en række miniprojekter, hvor forskere og virksomheder afprøver metoder til brugerdrevet innovation. DBC, Nationalmuseet og Center for Interactive Spaces har netop afsluttet et projekt, som nu er beskrevet som en case på NFBi’s hjemmeside.
Projektets formål var at undersøge, hvilke behov fremtidige brugere af museer har til information og videnformidling og udvikle brugerinddragelsesmetoder, der kan anvendes i forbindelse med oplevelsesdesign. Der blev afprøvet to metoder: “Billedprobes” og “Workshop i bevægelse”. Billedprobes gik ud på at få brugerne til at tage billeder af deres oplevelser på museet. Billeder er en god måde at fastholde oplevelser på og de dannede i dette projekt også et godt udgangspunkt for efterfølgende interviews med brugerne. Workshop i bevægelse gik ud på at finde frem til brugernes ønsker til fremtidens museum. Brugerne fik til opgave at finde et sted i museet, som var kedeligt og hvor de manglede information. Her skulle de så komme med ideer til, hvordan man kunne gøre det bedre. De var blevet udstyret med en mappe med inspiration, så de ikke gik i stå.
Begge metoder kunne være interessante at prøve at i biblioteksverdenen. En gruppe studerende på biblioteksskolen har brugt billedprobes-metoden til projektet: “Biblioteket i oplevelsen - oplevelsen i biblioteket”. Workshop i bevægelse kunne også være en måde at udvikle det fysiske bibliotek på.
Projektet var inviteret til at præsentere erfaringerne på campen: “Brugerdrevet innovation - en ny drivkraft for dit bibliotek” - her kan du downloade præsentationen af projektet.



0 Responses til “To metoder til oplevelsesdesign: Billedprobes og workshop i bevægelse”